Enter Night – brygget i samarbejde med Metallica
Enter Night er en pilsner på 5,7% vol fra den tyske afdeling af Stone Brewing, der også har en amerikansk afdeling. Øllen er blevet til i samarbejde med metalbandet Metallica, der jo har en form for tilknytning til Danmark, i form af den danske trommeslager Lars Ulrich.
Anmeldelse #007
Anmeldelse af Enter Night
Duft:
Man dufter en let humlet duft første gang man sætter næsen til glasset. Man opfanger ingen sødme, karamel eller lignende, der antyder at der er brugt malt til brygningen af øllen. Den fremstår nærmes tynd i paletten, og mangler lidt bund. Nuvel, der er en pilsner, så det er vel nærmest også at forvente. Man mærker heller ikke de 5,7% vol alkohol på duften.
Smag:
Heller ikke i smagen mærken man nogen form for indflydelse fra malten. Humlen er mere markant i smagen, og skærer faktisk igennem. Det giver et fornuftigt smagsbillede af let syrlige og bitre nuancer fra humlen. Der mangler dog en smule bund i smagen, som lidt mere tydelig malt kunne have givet. Når man tænker på at det er en pilsner, så er det dog stadig ganske fornuftigt.
Eftersmag:
Der er en ret kort eftersmag på øllen. Den er præget af noterne fra humlen. Man sidder med en let frugtig fornemmelse i munden. Dette går fint i hånd med en smule syrlighed fra humlen. Bitterheden fra humlen gør at munden langsomt tørrer en smule ud. Til slut sidder man for første gang med lidt sødme i munden, der antyder at denne øl rent faktisk har været i kontakt med noget malt.
Konklusion:
Øllen er som sådan fin nok, når man tænker på, at det er en pilsner. Sammenligner man den med en kedelig metervare-øl, så er denne trods alt bedre. Man kan købe den for omkring 20,- kroner for en halv liter, og der er den sådan set også værd. Som metal-fan har jeg glædet mig til at smage øllen. Når nu Metallica har været med til samarbejdet i produktionen af denne øl, så passer den sådan set fint til bandets nuværende stil. Lidt tynd i udtrykket, med en vis bitterhed i baggrunden, og det adskiller sig kun en smule fra metervarerne. Med det i tankerne, så gad jeg godt have smagt den øl, som kunne være brygget i midten af 80’erne, hvor perler som Kill’em All, Ride the Lightning og Master of Puppets udkom. Det havde været en øl med mere kant, mere dybde, mere på hjerte og væsentligt mere at byde på. Konklusionen på denne anmeldelse af Enter Night er, at den følger Metallicas nuværende stil meget godt.