Gæring

Når urten er kølet ned til gæringstemperatur, er det tid til at tilsætte gæren.

Hvis gæren er tilsat direkte til urten, går der typisk 2-4 timer inden gæren går i gang med at omdanne sukkeret til alkohol. Hvis man laver en gærstarter med kogt vand og lidt sukker i en flaske, hvor gæren tilsættes ved gæringstemperatur, går det noget hurtigere. Så er gæren nemlig i gang med at arbejde inden den ryger i urten. Begge dele virker fint.

Man skal være meget opmærksom på at man ikke inficerer urten – det betyder at alt skal være sterilt. Jeg plejer at bruge sprit på en klud til at rense hænder, kanten på gærspanden og ske med.

Der er mange forskellige slags gær der kan bruges, afhængig af typen af øl du brygger, din gæringstemperatur, dine smagsønsker etc. Jeg har erfaring med nogen stykker efterhånden. Det er også muligt at kombinere flere typer. Lad eksempelvis urten gære første gang med en type gær. Lad den gære helt ud og vent et par dage. Tilsæt gærtype to – som regel en gærtype der kan klare højere alkoholprocent, da den første gær jo allerede har dannet alkohol. Lad så den gære færdig, inden de omstikker øllen.

Gæringen er voldsom de første par dage, men sætter så tempoet ned. Efter ca. en uge vil din øl have gæret færdig, og man er klar til at omstikke den.