DayTime Ale – A Fractional IPA
DayTime Ale er en Session IPA på 4,6% vol. Øllen er brygget på det amerikanske bryggeri Lagunitas Brewing Company.
Anmeldelse #013
Anmeldelse af DayTime Ale
Duft:
Man dufter først humle, når man stikker snuden hen til glasset. Det er ikke en humle, der er ovre i citrusfrugter, men en mere afdæmpet humle. Det er mere “bløde” humletyper, men der er dog ikke tvivl om at der gode mængder humle i øllen, da den næsten dufter lidt bittert. Langsomt kommer en smule malt frem i aromaen, men ikke noget som imponerer. Som forventet mærkes de 4,6% vol alkohol ikke på duften
Smag:
Der er en umiddelbar frisk smag på øllen. Igen er det masser af bitterhumle som træder igennem i smagen. Der en tydelig bitter, og næsten tør fornemmelse, når man tager en mundfuld af øllen. Efter et par smagsprøver smagen man en smule sødme fra malten, men den forekommer lidt tynd i udtrykket, og mangler lidt bund. Noget som en smule karamelmalt kunne have hjulpet lidt på.
Eftersmag:
Der er en ret kort eftersmag på øllen. Igen er det båret af de rigelige mængder bitterhumle. Det friske udtryk i næsen og smagen er nu erstattet af en nærmest udtørret mund. Igen mangler der noget malt, som kunne give lidt mere tyngde i afslutningen. Efter lidt tid på tungen er det næsten som der kommer lidt stærke krydderier frem på tungen.
Konklusion:
Dette er som sådan en ganske fin øl, det er ovre i den vel-humlede afdeling. Det er så også det eneste som holder denne øl oppe på et stadigt fornuftigt niveau. Den kunne godt bruge lidt mere bund i form af lidt mere malt, eller måske lidt andre malt typer, for at give den lidt mere tyngde. Nuvel, den er god i varmen, og slukker tørsten fint. Man kan købe øllen for omkring 20,- kroner, og det er den også værd. Man kan være heldig at finde dem på tilbud til mellem 10,- og 15,- kroner, og så er det sådan set bare at købe. Konklusionen på denne anmeldelse af DayTime Ale er, at det er en fornuftig øl, der kunne bruge lidt mere bund.