Erdbeer-liebe

Erdbeer-liebe – sour med jordbær

Erdbeer-liebe er en sour Berliner Weisse på 4.0% vol fra Amager Bryghus. Øllen er, som navnet antyder, tilsat jordbær og laktose.

Anmeldelse #002

Anmeldelse af Erdbeer-liebe

Duft:

Man dufter straks en fin syrlighed, når man sætter næsen til glasset. Efter et pat minutter i glasset aftager syrligheden og sødmen tager over. Man sidder nu med en god frugtsødme i næsen. Duften af jordbær bliver mere og mere tydelig, jo længere tid man sidder med øllen i glasset. Der er ikke umiddelbart humle eller alkohol at spore i duften.

Erdbeer-liebe

Erdbeer-liebe

smag:

Som i duften, så er smagen også præget af syrlighed, hvilket jo ligger i sagens natur når vi har med en sour at gøre. Ligeledes erstattes syrligheden også af en nærmest voldsom frugtsødme. Smagen af jordbær trænger fint igennem efter et par smagsprøver af øllen. Der er ikke noget alkohol at finde i smagen. Ligeledes fremstår humlen også neutralt.

Eftersmag:

Eftersmagen er præget af jordbær. Her lever øllen virkeligt op til sit navn, der vel nærmest frit oversat er noget i stil med Jordbøl-kærlighed. Ligeledes er sødmen også meget markant i afslutningen. Kombinationen af sødme og jordbærsmag ligger sig nærmest som et lag i mundhulen. Der er heller ikke humle og alkohol at finde her.

Min karakter på Untappd

Konklusion:

Jeg kan godt lide sour, jeg kan godt lide Berliner Weisse og jeg kan godt lide jordbær. Derfor bør denne kombinationen i denne øl lige passe i min smag. Det gør den sådan set også. Jeg kan godt lide variationen af den meget markante syrlighed, som efterhånden går over i en meget markant frugtsødme, hvor smagen af jordbær fint lægger sig hen over. Det giver en god kompleksitet. Det er en god oplevelse fra en relativt alkohol-svag øl, og nærmest sammenligneligt med at spise jordbær-yoghurt. Man kan købe øllen for omkring 30,- kroner, og den er pengene værd. Konklusionen på denne anmeldelse af Erdbeer-liebe er, at det er en yderst stabil øl-oplevelse til en nogenlunde fornuftig pris.

Limfjordsporter

Limfjordsporter – Øllets Gentleman

Limfjordsporter er en baltic porter på 7,9% vol fra Thisted Bryghus. I 1986 købte bryggeriet rettighederne til øllen af Urban Bryggeriet fra Aalborg. Den er kendt som “Øllets Gentleman”.

Anmeldelse #001

Anmeldelse af Limfjordsporter

Duft:

Der er en tydelig duft af hårdt brændt malt, når man stikker næsen til glasset. Langsomt, men sikkert, fremkommer en god sødme. I baggrunden bliver duften af let røg og lakrids tydeligere. Der er ikke meget humle at finde i næsen. Ligeledes er alkoholen heller ikke nævneværdig til stede.

Limfjordsporter

Limfjordsporter

smag:

Den mørke malt træder fint igennem. Der er en god malt-sødme, og man mærker de let-brændte noter. Også i smagen finder man en smule røg. Smagen af lakrids bliver tydeligere og tydeligere, jo flere mundfulde man tager. Humlen og alkoholen er heller ikke umiddelbart til stede i smagen.

Eftersmag:

Eftersmagen er også præget af maltsødmen. Smagen af lakrids, som blev tydeligere igennem smagen, er også meget markant i afslutningen. Den ligger sig næsten som et lag i mundhulen, dog uden det bliver kvalmende. Det er først i eftersmagen man mærker en smule bitterhed, som godt kan stamme fra humlen. Ligeledes mærker man også her en smule alkohol i svælget og halsen.

Min karakter på Untappd

Konklusion:

Dette skal naturligvis være den første anmeldelse på min blog. Dette er nemlig min personle favorit ud af de omkring 1200 forskellige øj, jeg på nuværende tidspunkt har tjekket ind på Untappd. På trods af det mørke ydre, er øllen ikke en tung sag at drikke. Den virker næsten let i sit udtryk, og tilbyder en dejlig afrundet smagsoplevelse. At man kan købe en flaske på 33 cl. for omkring 15,- kroner er blot endnu et plus til øllen. Her får man i sandhed kvalitet for pengene. Konklusionen på denne anmeldelse af Limfjordsporter er, at dette i min optik er en af verdens bedste øl, både hvad angår pris og kvalitet.

5/5 (2)

Gruekedlen.dk

Fremhævet

Velkommen til Gruekedlen.dk

Gruekedlen.dk

Denne hjemmeside handler om brygning af øl. Den indeholder tips og tricks til brygning. Der er en gennemgang af brygudstyr og bryggeprocessen. Der er en beskrivelse af de forskellige malt- og humletyper. Gruekedlen indeholder også opskrifter på de øl jeg selv har brygget. Jeg håber brugeren kan få stor fornøjelse af denne hjemmeside