Petrus Aged Red – Med kirsebær
Petrus Aged Red er en Sour på 8,5% vol fra Belgien. Øllen er lavet på en base af Brown Ale tilsat Petrus Aged Pale, der er en Sour. Yderligere er der tilørt friske kirsebær.
Anmeldelse #005
Anmeldelse af Petrus Aged Red
Duft:
Man dufter straks frugt, når man stikker sin næse hen til dette glas øl. I starten minder det lidt om rabarber-grød i aromaen, men dette ændrer karakter over til kirsebær, som jo også er tilsat øllen. Endvidere er der en god sødme i aromaen. Sødmen og duften af kirsebær lieder tankerne hen i retning af kirsebærsovsen, som man putter på risalamande til jul. Der er en svag note af syrlighed i baggrunden, men ikke lige så voldsomt som andre indenfor kategorien sour. Man mærker ikke humle og alkohol i næsen.
Smag:
Smagen er også tydelig præget af kirsebær og sødme, så det smager hen i retning af førnævnte kirsebærsovs. Men der er mere end bare kirsebærsovs i smagen. Syrligheden, som kun svagt var til stede i duften, er lang mere markant i paletten. Syrligheden er dog kun at finde lige i det øjeblik, hvor øllen rammer tungen, og er så hurtigt væk igen, hvorefter sødme og kirsebær igen tager over. Efter et par mundfulde ændrer smagen sig i en mere mandel-agtig retning, hvilket virker ret specielt. Man mærker fint de 8,5% alkohol i smagen, uden det på nogen måde bliver sprittet.
Eftersmag:
Der er en god lang eftersmag på øllen. Afslutningen er også præget af sødme og kirsebær. Dette trænges efterhånden lidt i baggrunden, og smagen af mandel bliver tydeligere. Det bliver næsten til en smag som en smag af marcipan. Langsomt tørrer munden en smule ud, og for første gang er der en smule bitter note på tungen, hvilket antyder, at der også er brugt humle i øllen.
Konklusion:
Øllen er god. Forventer man at smage en sour, som man kender det fra eksempelvis Lambic eller andet spontan-gæret øl, så skal man lede andet sted. Det er ikke syrligheden som bærer denne øl. Den er i stedet holdt oppe af en utrolig god smag, som dog til tider næsten kan blive lidt for vammel i sødme og kirsebær. Den fortjener noget tid i glasset, og nydes langsomt, så den får lov til at åbne op for sit potentiale. Særligt finder jeg noterne af marcipan interessant. Konklusionen på denne anmeldelse af Petrus Aged Red er, at kan man lide kirsebærsovs, så er denne øl for dig.