Fjalar

Fjalar – Dansk hvedeøl med krydderier

Fjalar er en hvedeøl på 4,8% vol fra Bryggeriet Frejdahl, der er et brand under det danske bryggeri A/S Bryggeriet Vestfyen. Øllen bærer samme navn som en dværg fra den nordiske mytologi, der sammen med sin bror Galar, slog guden Kvaser ihjel. Kvaser blod blev brugt til at lave Skjaldermjøden. Øllen er tilsat appelsinskal og koriander.

Anmeldelse #008

Anmeldelse af Fjalar

Duft:

Øllen giver sig straks til kende som en hvedeøl. Der er den typiske frugtige og søde duft, som kendetegner hvedeøl, der først rammer næsen. Man kan i baggrunden godt fornemme, at der er tilsat koriander. Appelsinskallen er lidt sværere at finde. Efter lidt tid i glasset fremkommer det dog langsomt fra baggrunden. Der er ikke noget mærkbar humle i aromaen, men der et vist “frisk pust” over øllen, som godt kan tilskrives en let aromahumle. Alkoholen er ikke at finde i duften.

Fjalar

Fjalar

Smag:

Øllen er også typisk for en hvedeøl. Der er god smag af frugt og der er en god sødme fra malten. Smagen har også et lidt frisk pift, som antyder, at der er blevet brugt noget citrus humle af en slags. Sødmen fylder mere og mere efterhånden som man får taget et par mundfulde fra glasset. Der fremkommer lidt noter af banan. Smagen af koriander og appelsinskal er svær at finde. Ligeledes er alkoholen heller ikke markant.

Eftersmag:

Der er en medium til lang eftersmag på denne øl. Først sidder man med en god frugtig maltsødme i munden. Efterhånden går det over i en mere bitter fornemmelse på tungen, som tørrer en smule ud. Langsomt men sikkert bliver smagen fra appelsinskallen tydeligere. Det giver et fint twist til øllen, Efter noget tid sidder man blot tilbage med an fornemmelse af, at have spist sød moden frugt.

Min karakter på Untappd

Konklusion:

Denne hvedeøl er ganske god. Den har en faktisk en del at byde på. Jeg var en smule skeptisk, da jeg læste at øllen indeholdt appelsinskal og koriander. Appelsinskal har jeg selv brugt i mine bryg med stor succes, så det var jeg ikke bekymret for. Koriander derimod, er ikke lige en favorit, men i denne øl ødelægger det ikke noget. Om det giver noget positivt, er til gengæld svært at vurdere. Man kan købe øllen for omkring 15,- kroner i de fleste supermarkeder. Min kone fandt dem nedsat til 5,- kroner, og som den gode kone hun er, så købte hun naturligvis alle dem de havde til mig. Konklusionen på denne anmeldelse af Fjalar er, at øllen er ganske god, også til fuld pris.