Magic Dragon – med hampeblomster
Magic Dragon er en pale Lager på 5,0% vol. Øllen er brygget på det danske byggeri Svaneke Bryghus. Under brygningen er der brugt blomster fra hamp planter samt humlerne Ariana og Callista..
Anmeldelse #019
Anmeldelse af Magic Dragon
Duft:
Der er er først en meget let blomsterduft, når man sætter næsen til ølglasset. Det giver en smule sommerlig fornemmelse. Langsomt men sikkert kommer der mere bund i duften. Aromaen bliver tydeligt tungere, og maltsødmen kommer godt frem. Man mærker ikke de 5.0% vol. alkohol i duften. Man fornemmer svagt lidt syrlighed fra humlen i baggrunden, og sammen med sødmen ledes tankerne hen i retning af frugtbolsjer.
Smag:
Smagen er med det samme præget af maltsødme, og den virker først en smule bastant i sin smagsprofil. Efter et par mundfulde kommer de lidt finere nuancer bedre frem. Nu dukker fornemmelsen af blomster op i paletten. Ligeledes fornemmes en smule bitterhed og citrusfrugt i smagen, så humlen kigger lige lidt frem. Alkoholen er heller ikke mærkbar i smagen.
Eftersmag:
Der er en god lang eftersmag på øllen. Afslutning bæres igennem af den sødme som har præget både duft og smag. Den ligger fint i munden igennem hele eftersmagen. Der gives efterhånden plads til lidt bitterhed til sidst i oplevelsen. Ligeledes kommer smagen af blomster også en smule frem til sidst.
Konklusion:
Dette er en yderst fornuftig øl. Det er svært at skille sig væsentligt ud fra mængden, når man forsøger sig med at brygge en lager. Det forsøger Svaneke Bryghus at gøre, ved at tilsætte hampeblomster til øllen. Det er meget populært at bruge hamp i diverse produkter, og det lykkedes faktisk ganske godt. Blomster dukker fint op i både duft, smag og eftersmag. Om det er hampeblomster eller humlesammensætningen, eller måske begge dele, som giver denne oplevelse, tør jeg ikke gætte på. Faktum er i hvert fald at det virker ganske fornuftigt. Øllen kan købes for under 20,- kroner for en dåse, og det er den bestemt værd. Konkusionen er at man roligt kan “puff the magic dragon”, da den er et ganske godt bekendtskab.