Limfjordsporter – Øllets Gentleman
Limfjordsporter er en baltic porter på 7,9% vol fra Thisted Bryghus. I 1986 købte bryggeriet rettighederne til øllen af Urban Bryggeriet fra Aalborg. Den er kendt som “Øllets Gentleman”.
Anmeldelse #001
Anmeldelse af Limfjordsporter
Duft:
Der er en tydelig duft af hårdt brændt malt, når man stikker næsen til glasset. Langsomt, men sikkert, fremkommer en god sødme. I baggrunden bliver duften af let røg og lakrids tydeligere. Der er ikke meget humle at finde i næsen. Ligeledes er alkoholen heller ikke nævneværdig til stede.
smag:
Den mørke malt træder fint igennem. Der er en god malt-sødme, og man mærker de let-brændte noter. Også i smagen finder man en smule røg. Smagen af lakrids bliver tydeligere og tydeligere, jo flere mundfulde man tager. Humlen og alkoholen er heller ikke umiddelbart til stede i smagen.
Eftersmag:
Eftersmagen er også præget af maltsødmen. Smagen af lakrids, som blev tydeligere igennem smagen, er også meget markant i afslutningen. Den ligger sig næsten som et lag i mundhulen, dog uden det bliver kvalmende. Det er først i eftersmagen man mærker en smule bitterhed, som godt kan stamme fra humlen. Ligeledes mærker man også her en smule alkohol i svælget og halsen.
Konklusion:
Dette skal naturligvis være den første anmeldelse på min blog. Dette er nemlig min personle favorit ud af de omkring 1200 forskellige øj, jeg på nuværende tidspunkt har tjekket ind på Untappd. På trods af det mørke ydre, er øllen ikke en tung sag at drikke. Den virker næsten let i sit udtryk, og tilbyder en dejlig afrundet smagsoplevelse. At man kan købe en flaske på 33 cl. for omkring 15,- kroner er blot endnu et plus til øllen. Her får man i sandhed kvalitet for pengene. Konklusionen på denne anmeldelse af Limfjordsporter er, at dette i min optik er en af verdens bedste øl, både hvad angår pris og kvalitet.