Løgismose blond ØL – med stikkelsbær og citronskal
Løgismose Blond ØL er dansk Blonde Ale på 4,8% vol. Øllen kommer fra den danske fødevareproducent Løgismose, der dog ikke selv brygger. De har tidligere brugt blandt andet Bryggeriet Vestfyen og Krenkerup Bryggeri til at lave deres øl. Øllen er tilsat stikkelsbær og citronskal.
Anmeldelse #014
Anmeldelse af Løgismose blond ØL
Duft:
Det første man får i næsen er en svag duft af malt. Der er en lille smule sødme, og en snert af karamel i næsen. Det er svært at finde noget nævneværdig humleduft i aromaen. Ligeledes mærkes den tilsatte citronskal heller ikke i duften. Med lidt god vilje, og en smule fantasi, så kan man måske godt fornemme stikkelsbær. De 4,8% vol alkohol gør sig heller ikke bemærket.
Smag:
Smagen er også præget af maltsødme. Efter et par mundfulde kommer der en smule smag, af noget som minder om stikkelsbær, men man skal lede godt efter det. Der står på deklarationen på øllen, at der er tilsat citronskal, men det er ikke at finde i paletten. Man mærker en smule bitterhed på tungen, som antyder at der er brugt en form for bitter-humle under brygningen.
Eftersmag:
Der er en medium lang eftersmag på denne øl. Sødmen fra malten er igen dominerende. Stikkelsbærsmagen er en smule tydeligere her i afslutningen, men man skal stadig have en god fantasi for at finde det. Sødmen bliver kraftigere efter lidt tid, og nærmer sig et næsten vammelt niveau. Heller ikke her finder man noget citronsmag. Humlen kigger lige frem, og giver en smule prikken på tungen, samtidig med at tungen tørrer en smule ud til sidst.
Konklusion:
Øllen imponerer ikke synderligt. Man smager kun stikkelsbærene en smule. Citronskallen er helt fraværende. Ligeledes er kulsyren i øllen. Den giver et fint hoved, når man lige hælder øllen op, men det er væk hurtigere end du kan at sige “stikkelsbærsmag”. Det efterlader øllen med en flad fornemmelse. Sammen med den næsten vamle sødme, så er det ikke en heldig kombinationen. Man kan købe øllen for omkring 15,- kroner, og det mener jeg ikke den er værd. Nuvel, sammenlignet med kedelige konsum-øl, så har den da lidt variation at byde på, men så er det også sagt. Konklusionen på denne anmeldelse af Løgismose Blond ØL er, at den har en lille smule stikkelsbær, men ellers er en flad fornemmelse.