Kihoskh APA – Amerikansk Pale Ale (Vintage)
Kihoskh APA er en American Pale Ale på 5,5% vol fra Danmark. Øllen er brygget af det danske bryggeri Mikkeller til online købmanden Kihoskh, der blandt andet har et stort udvalg af øl. Øllen i anmeldelsen er efterhånden blevet en vintage øl, med udløbsdato den 4/2-2017, så den er 2-3 år for gammel.
Anmeldelse #006
Anmeldelse af Kihoskh APA
Duft:
Man dufter straks at det er en kraftigt humlet øl. Der er en markant og tydelig duft fra de amerikanske humler, der er brugt i denne American Pale Ale. Det er er ikke en typisk syrlig og citrusagtig humlet duft, men en lidt mere rund og blød aroma. Jeg har smagt øllen flere gange. Som helt frisk og nybrygget var der en del mere bid i humlen. Det er meget naturligt da humle har en relativt flygtig aroma. Den har til gengæld udviklet sig, så der bliver mere plads til lidt maltsødme i næsen.
Smag:
Smagen er også præget af humlen. Her er der tilgengæld stadig en del bid i syrlighed og bitterhed. Det er dog aftaget noget over årene, men det er stadigt dominerende. Noter af citrus og mango er dominerende. Der er en god og bitter fornemmelse i munden, så snart man tager en mundfuld. Der er dog også i smagen givet mere plads til maltsømen hen over årene. Det gør øllen blødere og mere afdæmpet i sit udtryk. Man mærker ikke de 5,5% vol alkohol i smagen.
Eftersmag:
Der er en medium afslutning på øllen. Bitterheden er også tydeligere her. Man sidder med en lidt tør fornemmelse i munden, imens man smager citrus og mango. Langsom men sikkert bliver sødmen også her tydeligere og tydeligere. Dog kun indtil man tager den næste mundfuld, hvorefter bitterheden igen tager over i en periode. Langsomt aftager smagen, og man sidder tilbage med en lidt tør fornemmelse, og en let prikken på tungen.
Konklusion:
Dette er en god øl. Jeg har fulgt udviklingen fra den var ny og frisk, til den nu er ældre og mere moden. Den har ændret karakter hen over årene- Nu virker den mere moden og afrundet, og ikke så ung og spændstig som den oprindeligt var tiltænkt. Jeg har stadig et par stykker tilbage, som skal smages om et par år eller mere. Øllen kostede i sin tid omkring 30,- kroner, hvilket den helt sikkert er værd. Jeg var heldig at finde en kasse med 24 stykker til 5,- kroner stykket, så den købte jeg naturligvis. Det har givet mig muligheden for at følge øllens udvikling, efterhånden som den er modnet. Konklusionen på denne anmeldelse af Kihoskh APA er, at øllen var god som ung, og er stadig god som ældre vintage øl.