BrewDog Lost Lager – Dry-hopped Pilsner
Lost Lager er en pilsner på 4,7% vol. Øllen kommer fra det skotske bryggeri BrewDog. Øllen er brygget og tørhumlet med tysk Saphir humle.
Anmeldelse #015
Anmeldelse af Lost Lager
Duft:
Man rammes af en frisk og let aroma, når man dufter til ølglasset første gang. Man mærker en fin citrusduft i næsen, hvilket giver en lidt syrlig fornemmelse. I baggrunden fornemmer man en smule sødme, og noget som minder lidt om søde frugter. Der er ikke meget maltduft at finde. Ligeledes gør alkoholen sig heller ikke bemærket.
Smag:
Der er ligeledes en let og frisk smag. Igen er det citrus-frugter, der er det dominerende udtryk. Det er dog ikke smag af citrus-frugt, som vi kender det som citron, men mere en sammensurium af citron, grape, søde appelsiner og lime. I baggrunden kommer langsom en smule maltsødme frem, men det er meget fjernt. Smagen overlever på humlen. Heller ikke i paletten er alkoholen at finde.
Eftersmag:
Der er en god lang eftersmag på øllen. For første gang er malten tydeligere. Man fornemmer en sødme, som lægger sig i munden. Samtidig arbejder humlen også her. Bitterhed og syrlighed mærkes tydeligt i afslutningen. Kombinationen giver en god fornemmelse i eftersmagen. Langsomt tørrer munden ud, og noter af grapefrugt bliver tydeligere hen mod slutningen.
Konklusion:
Dette er en ganske god repræsentant for kategorien pilsner. Det er svært at brygge en pilsner, som virkelig har noget smagsmæssigt at byde på. Det er selvfølgelig heller ikke hensigten med genren, at der skal prøves grænser af i bitterhed, alkoholstyrke eller chokolademalt. Det har vi IPA, Imperial Stouts og andre kategorier til. Jeg kan godt lide ekstreme øl, og derfor sker det aldrig at en pilsner for en høj karakter fra mig. Når det er sagt, så syntes jeg denne øl gør det fint som pilsner. Den er let at drikke, dejlig “sprød” i smagsudtrykket, og der et ekstra pift af humle fra tørhumlen. Man kan købe øllen for 25,- kroner og det er den helt bestemt værd. Konklusionen på denne anmeldelse af Lost Lager er, at i kategorien “pilsner” gør den sig virkelig godt.