DayTime Ale

DayTime Ale – A Fractional IPA

DayTime Ale er en Session IPA på 4,6% vol. Øllen er brygget på det amerikanske bryggeri Lagunitas Brewing Company.

Anmeldelse #013

Anmeldelse af DayTime Ale

Duft:

Man dufter først humle, når man stikker snuden hen til glasset. Det er ikke en humle, der er ovre i citrusfrugter, men en mere afdæmpet humle. Det er mere “bløde” humletyper, men der er dog ikke tvivl om at der gode mængder humle i øllen, da den næsten dufter lidt bittert. Langsomt kommer en smule malt frem i aromaen, men ikke noget som imponerer. Som forventet mærkes de 4,6% vol alkohol ikke på duften

DayTime Ale

DayTime Ale

Smag:

Der er en umiddelbar frisk smag på øllen. Igen er det masser af bitterhumle som træder igennem i smagen. Der en tydelig bitter, og næsten tør fornemmelse, når man tager en mundfuld af øllen. Efter et par smagsprøver smagen man en smule sødme fra malten, men den forekommer lidt tynd i udtrykket, og mangler lidt bund. Noget som en smule karamelmalt kunne have hjulpet lidt på.

Eftersmag:

Der er en ret kort eftersmag på øllen. Igen er det båret af de rigelige mængder bitterhumle. Det friske udtryk i næsen og smagen er nu erstattet af en nærmest udtørret mund. Igen mangler der noget malt, som kunne give lidt mere tyngde i afslutningen. Efter lidt tid på tungen er det næsten som der kommer lidt stærke krydderier frem på tungen.

Min karakter på Untappd

Konklusion:

Dette er som sådan en ganske fin øl, det er ovre i den vel-humlede afdeling. Det er så også det eneste som holder denne øl oppe på et stadigt fornuftigt niveau. Den kunne godt bruge lidt mere bund i form af lidt mere malt, eller måske lidt andre malt typer, for at give den lidt mere tyngde. Nuvel, den er god i varmen, og slukker tørsten fint. Man kan købe øllen for omkring 20,- kroner, og det er den også værd. Man kan være heldig at finde dem på tilbud til mellem 10,- og 15,-  kroner, og så er det sådan set bare at købe. Konklusionen på denne anmeldelse af DayTime Ale er, at det er en fornuftig øl, der kunne bruge lidt mere bund.

All Day IPA

All Day IPA – Sessions Ale

All Day IPA er ameriansk IPA på 4,7% vol. Øllen er brygget på Founders Brewing Company, der selv kalder øllen for en “Session Ale”.

Anmeldelse #012

Anmeldelse af All Day IPA

Duft:

Der er en god og frisk duft i denne øl. En citrus-agtig aroma er det første, som rammer næseborene, når man stikker næsen hen til glasset. Efter lidt tid i glasset, så gøres der langsom plads til de lidt dybere noter. Man mærker nu en god maltsødme i næsen. Kombinationen leder næsten tankerne hen på de gule althea bolsjer. Alkoholen er ikke at mærke i duften.

All Day IPA

All Day IPA

Smag:

Smagen er også utrolig frisk. Man mærker en god syrlig og bitter humle, som det første når man tager en mundfuld. Når smagsløgene har tilpasset sig, så fremkommer også her en fin maltsødme. Sødmen bliver dog aldrig dominerende, men holder sig fint i baggrunden, så humlen får lov at styre oplevelsen. Man mærker en let metallisk bismag i baggrunden. Heller ikke i paletten fornemmes de 4,7% alkohol.

Eftersmag:

Der er en medium lang eftersmag. Humlen er dominerende i starten, hvor de friske og citrus-agtige nuancer er tydelige. Langsomt overtager sødmen, som lægger sig som et fint lag i munden. Kombinationen leder også her tankerne hen på althea bolsjer, dog ikke ligeså søde som de er. Den metalliske bi-smag er ikke at finde i eftersmagen. Oplevelsen slutter af i en lidt tør fornemmelse i munden.

Min karakter på Untappd

Konklusion:

Dette er en ganske fin øl. Jeg sidder og drikker den i 32 graders varme, og det passer den godt til. Der er en friskhed over øllen, som bare står sig godt i sommervarmen. Samtidig tilbyder øllen en god dybde i form af maltsødmen. Det giver en ganske god kompleksitet og en god oplevelse. Man kan købe øllen for omkring 20,- kroner i mange supermarkeder, og det er den bestemt værd. Jeg var heldig at finde en flok på tilbud til 10,- kroner stykket, så hylden blev naturligvis tømt. Konklusionen på denne anmeldelse af All Day IPA er at det er som flydende althea bolsjer, som gør sig godt på en varm dag.